fbpx
Marcher Markholt
Chefredaktør for iForm

Bonnier Publications

Hvis du vil vide mere om stillingen,
er du velkommen til at kontakte:

Jesper Christiansen
+45 2020 3736
jesper@marchermarkholt.com

Chefredaktør for iForm

På vegne af Bonnier Publications søger vi en strategisk og kommerciel Chefredaktør, der vil sætte retningen for redaktionen på deres sundhedsmagasin iForm. I krydsfeltet mellem en journalistisk og kommerciel tankegang, vil du stå i spidsen for redaktionen og gå forrest i samarbejdet med de andre afdelinger i Bonnier Publications.

Om Bonnier Publications                                                                                            

Bonnier Publications er Nordens største udgiver af magasiner med mere end 25 titler. Virksomheden beskæftiger 340 dedikerede medarbejdere, som leverer viden og underholdning af høj kvalitet til de omkring to millioner mennesker, som hver måned læser deres magasiner. Medievirksomheden Bonnier Publications udgiver endvidere bøger, lydbøger og podcast samt driver flere end 50 hjemmesider.
Bonnier Publications' speciale er cross-border publishing. Det betyder, at en række magasiner har én hovedredaktion i København, og at de øvrige udgaver af magasinet oversættes og bearbejdes nationalt.

Bonnier Publications-koncernen har hovedsæde i København, og har derudover kontor og redaktion i Stockholm. Organisationen indgår i det svenske, familieejede Bonnier, der er et mediekonglomerat med bl.a. avishuse, forlag og digitale medievirksomheder i 20 lande.


Stillingen
I rollen som Chefredaktør for iForm vil du indtage en central position, hvor din passion for sundhedsstoffet, kombineret med en kreativ og innovativ tilgang, vil være afgørende for både udvikling og eksekvering af deres redaktionelle vision. Du bliver en nøglefigur i at forme indhold, der ikke kun informerer og engagerer læsere, men også skaber værdi og understøtter abonnementssalget.

Du vil være ansvarlig for at forme en klar strategisk retning, effektivt prioritere opgaver og ressourcer, og fremme samarbejde på tværs af forskellige afdelinger for at understøtte både redaktionelle og kommercielle mål. Dette inkluderer et tæt samarbejde med marketing for at sikre, at indholdet er målgrupperelevant og salgbart i en abonnementsmodel. Din ledelse vil understøtte en kultur af kvalitet og teamarbejde, hvor du også vil være ansvarlig for at opbygge en redaktionel struktur, der understøtter høj publiceringsfrekvens og kvalitet på tværs af både digitale platforme og print.

Dine arbejdsopgaver vil blandt andet inkludere:

  • Etablere en klar og tydelig ledelsesstil, sætte retning og mål for redaktionen, prioritere opgaver og ressourcer i et dynamisk digitalt miljø.
  • Repræsentere redaktionen udadtil og fremme samarbejdet med andre afdelinger for at sikre en integreret tilgang til magasinets succes.
  • Ansvar for at organisere en redaktionel struktur, der understøtter høj publiceringsfrekvens på tværs af digitale platforme og print.
  • Ansvar for at skabe et harmonisk sammenspil mellem ord og layout, sikre et dynamisk mix i magasinet, og producere fængende forsider.
  • At fungere som mentor for redaktionen inden for journalistisk håndværk, herunder vinkling, kildevalg, og rubrikskrivning, sikre artikler af højeste kvalitet og være den sidste kvalitetskontrol før publicering.
  • Arbejde tæt sammen med marketing for at optimere journalistiske produkter til maksimal salgbarhed, med særlig fokus på content marketing, som driver for abonnementssalg.


Din profil
Den ideelle kandidat til denne rolle har en stærk baggrund i journalistik eller en relateret disciplin, ledelseserfaring fra en redaktionel kontekst, og en demonstreret evne til at balancere kreativitet med kommercielle mål. Du er passioneret omkring sundhed og motion, har en solid forståelse for både printproduktion og ikke mindst digital journalistik, inklusiv SEO og sociale medier.

Dine analytiske færdigheder og fortrolighed med tal er essentielle, da du vil være ansvarlig for at styre og overholde redaktionelle budgetter, samt udnytte data til at drive- og justere den redaktionelle strategi. Du er drevet af resultater og forstår, hvordan man måler succes gennem KPI'er og løbende optimering af indholdsstrategien. Som leder er du inspirerende og coachende, med en evne til at sikre høj kvalitet i redaktionelt indhold gennem kritisk feedback og vejledning i journalistiske teknikker.